Årets bluesfestival blev afviklet i FFK hallerne i Frederikshavn den 6/11. Der var bluesmusik i 2 haller fra Kl. 16.00 til 01.00 med fokus på Chicago Blues. Koncerterne var i år desværre tilrettelagt sådan at de overlappede hinanden en del, og det var lidt synd for dem der spillede på ‘den lille’ scene – Der var ikke altid såå mange tilskuere. Årets program var et kanon-program med mange kunstnere som jeg selv har set frem til at høre på et tidspunkt.

Mud Morganfield lagde hårdt ud på ‘Mississippi Stage’ med Peter Nande Band som backing. Mud Morganfield er ældste søn af selveste Muddy Waters, og mange af numrene var dedikeret til faderen. En rigtig god og solid koncert, der fik startet festivalen på bedste vis.
Så et skift til ‘Chicago Acoustic Scenen’ hvor Ole Frimer og Olav Poulsen spillede. De er hver især mestre på deres guitarer; men det til trods formåede de ikke rigtig at få tag i publikum; men de gjorde det nu meget godt – et sæt trommer og lidt bas ville have gjort underværker.

Næste på scenen var Tallan Noble Latz med backing af Frederik Strand Halland Band. Tallan er 11 år gammel og spiller blues så det driver ned af væggen, især Jimi Hendrix og Steve Ray Vaught numrene gik rent ind. Guitaristen Frederik Strand, 16 år, leverede en solid backing med sit band – De kunne sagtens have spillet en interessant koncert alene. Et meget sjovt indlæg – ikke mere. Det bliver interessant at se hvor de er om 10 år.
Så var turen kommet til Ronnie Baker Brooks og så var vi tilbage på sporet igen. En bundsolid koncert i højeste gear – Chicago Blues som hans far Lonnie Brooks lærte ham at spille helt fra barnsben. Banded var noget mere sammenspillet end Mud Morganfield og Peter Nande band – så det var ren fornøjelse.

Hastigt videre til den lille scene for at se det sidste af koncerten med Louisiana Red solo. Han formåede at få musikken godt ud over scenekanten til de fleste tider; men hans mumlen mellem numrene var der vist ikke rigtig nogen der fik noget ud af. Han virkede også lidt fraværende til tider; men alt i alt en ok koncert – i hvert fald det jeg hørte af den.
Efter Louisiana Red var det Irske Imelda May med Band. Irlands nr. ét Blues og rockabilly sangerinde. Det var sgu lidt kedeligt og savnede lidt nerve. Det var ikke et band der hørte til på dette tidspunkt i Festivalen – De havde måske været bedre til at starte festivalen; men der er jo mange ting der skal passe sammen. Ikke helt min kop te; men der var da lidt godt at se på.

Mike Andersen og Jens Christian Dam var lidt ramt af at koncerterne overlappede hinanden i år. Der var ikke mødt ret mange tilskuere op for at overvære koncerten. Det var lidt svært at få gang i publikum, selvom Mike Andersen som sædvanlig leverede varen.
Aftenens absolutte hovednavn var Michael Burks og som året før leverede den store guitarist aftenes bedste koncert. Det kørte bare fra de første anslag på guitaren, og publikum var med i den grad. Tallan Noble Latz var med på scenen til et par af numrene men han nåede ikke mesteren til sokkeholderne. Ham ser – og hører – jeg gerne igen til næste år.